*   læseprøve

 

*

Der er Laila som elsker Leo, og Leo har gult hår der sidder i klæbrige kager om hans fregnede

ansigt, og han ligner en løve, og han har opstoppernæse og tror altid han er noget, og han har

ikke en skid at ha det i, og alligevel er Laila vild med ham, men han har osse masser af penge,

og han ka godt være flink, og han gir Laila gaver, for han har dårlig samvittighed, og de er gift,

så noget ska han jo gi hende, og det er ellers ikke lige let, for han elsker egentlig Lolita, hvis han

ska være helt ærlig, men det er han jo ikke, og sådan er der så meget, og det er vigtigt at man

holder sammen, siger Laila til sig selv, selvom hun ved at han elsker Lolita, og det er ellers ikke

fordi Laila finder sig i noget; hun synes bare ikke man ska tro man ejer hinanden, og Leo ka

gøre hva faen han vil, bare han betaler regningerne, for Laila har været fattig hele sit liv, men så

mødte hun Leo

 

*

Og der er Dennis som vil være digter, og han er 25, og han har afleveret et manuskript på et

forlag, og han har ikke fået svar endnu, og han har sommerfugle i maven hver dag når posten

kommer, og han må drikke en halv guldøl inden han ser brevene igennem, og han er sådan set

arbejdsløs, men kun på papiret, for egentlig er han forfatter; der er bare ikke nogen der ved det

endnu, men når hans bog kommer ud, så vil verden vælte, og det vil være lidt som med ham Jan

Sonnergaard der havde gået ledig i flere år, og så lige pludselig er han en stor forfatter der skriver

om alt det der er i vejen med verden, og alt det som ellers ikke blir sagt, og det er sådan Dennis

vil være; én der tør sige: sådan og sådan, og så er det en tirsdag, og solen skinner tror jeg nok, og

han er stået tidligt op, for han skal til samtale på arbejdsformidlingen, og det er noget med at de

måske har fundet noget til ham, og han er ret så nervøs, for han har ikke lyst til at få arbejde, for

så ka han ikke skrive, og han ka ikke bare stå og sige han er forfatter, for det ka de ikke forstå,

når han ikke har udgivet noget endnu, og han er virkelig ukoncentreret, og han er på cykel, og

han kører altså over for rødt, og der er en bil der skrider lige ind i ham, og han ryger i en bue

ud over kørebanen, og det sidste han ser er verden på hovedet, og han sku bare ha vidst at hans

manuskript er så godt at forlaget netop havde tænkt sig at udgive det; men nu blir det nok ikke

til noget, for det ka jo ikke betale sig at investere i en forfatter som aldrig får skrevet en linje igen

 

*

Og der er Anna som aldrig ser andre end Anders, og Anders som synes han er punker, og han

går i sorte gamacher og røde gummistøvler, og han har klippet skafterne af dem, og det er

sommer, og han har en sikkerhedsnål tværs gennem kinden, og han er 28, og han har hanekam,

og det er husblas der er hemmeligheden, siger han til Anna, og han ville gerne ha været BZ’er dengang

i de sorte firsere, og så ville han ha kastet en brosten lige i bærret på Schlüter og Haarder og

alle de andre, og hver fredag og lørdag aften går han i Ungdomshuset, og han har arbejdet som

lydmand på TVStop, men så blev det lidt for etableret til ham, og så holdt han op, for han ska

ikke nyde noget, og han ka ikke blive det samme sted mere end en måned ad gangen, for så får

han klaus, og han ka ikke love Anna noget, for han ka ikke slå sig ned, for så sidder man i saksen,

og han er den rastløse rejsende, altid på farten, og han bryder sig ikke om at eje noget; ting er

kun for overfladiske mennesker, og dem er der alt for mange af, og han tror på ædel fattigdom,

og han hører The Damned og skrider som en stork gennem byen, med solen lige i øjnene og

hovedet højt hævet som en knejsende kugle der fuldender kroppen, og han ville virkelig ønske

han havde været med dengang i firserne da punken var fyldt med fed energi, og den tid er fanme

forbi, siger Anna, og hun drømmer om Anders i slips og jakkesæt, og han vokser fra det, siger

hun til sin mor der kun har mødt Anders én gang, og det var sådan set osse en gang for meget,

for Annas mor ka ikke tåle den slags mennesker; hun ka bare ikke ha det, og han er jo usoigneret

og uden fremtid, og han er ikke blevet ordentligt opdraget

 

Fra Laila, Leo, Lolita m.fl. side 7-9

 

* forside    *billedkunst   *forfatterskab    *cv    *presse    *kontakt    *kommende udstillinger   *køb af kunst

© 2011. All Rights Reserved. Artwork may not be reproduced without the artist's permission. All images and content © Eva Gro Andersen